Polyvinylchlorid er forkortet PVC på engelsk. Det er en polymer af vinylchloridmonomer (VCM) polymeriseret af peroxider, azoforbindelser og andre initiatorer eller under påvirkning af lys og varme i henhold til fri radikal polymerisationsreaktionsmekanisme. Vinylchloridhomopolymer og vinylchloridcopolymer omtales samlet som vinylchloridharpiks.
PVC er et hvidt pulver med en amorf struktur med en lille grad af forgrening. Glasovergangstemperaturen er 77 ~ 90 ℃, og den begynder at nedbrydes omkring 170 ℃. Den har dårlig stabilitet over for lys og varme. Nedbrydning producerer hydrogenchlorid, som yderligere autokatalyseres og nedbrydes, hvilket forårsager misfarvning, og de fysiske og mekaniske egenskaber falder også hurtigt. I praktiske applikationer skal der tilføjes stabilisatorer for at forbedre stabiliteten over for varme og lys.
Molekylvægten af industrielt fremstillet PVC er generelt i området fra 50.000 til 110.000. Det har en stor polydispersitet. Molekylvægten stiger med faldet i polymerisationstemperaturen. Det har ikke noget fast smeltepunkt. Den begynder at blive blød ved 80-85°C og bliver viskoelastisk ved 130°C. , 160～180℃ begynder at forvandle sig til en tyktflydende tilstand; den har gode mekaniske egenskaber, trækstyrken er omkring 60MPa, slagstyrken er 5-10kJ/m2, og den har fremragende dielektriske egenskaber.
PVC plejede at være verdens's største produktion af almen plast, og det har en bred vifte af anvendelser. Det er meget udbredt i byggematerialer, industriprodukter, daglige fornødenheder, gulvlæder, gulvfliser, kunstlæder, rør, ledninger og kabler, emballagefilm, flasker, skummende materialer, tætningsmaterialer, fibre osv.
